Drejning er en bearbejdningsproces, hvor et skærende værktøj fjerner materiale fra et roterende emne; det er en form for drejebænk. Processen er afhængig af koordinationen mellem emnets rotation og skæreværktøjets lineære eller krumlinjede bevægelse. Ved at udskifte værktøjer såsom bor, forsænkningsbor eller oprømmere, kan operationer som boring og forsænkning også udføres. Drejning er velegnet til fremstilling af dele såsom aksler, skiver og muffer og er i stand til at bearbejde omdrejningsflader-inklusive indvendige og udvendige cylindriske overflader, endeflader, koniske overflader og gevind. Baseret på bearbejdningspræcision er processen kategoriseret i grovdrejning (IT11-kvalitet) og finishdrejning (IT10–IT7-kvaliteter); specialiserede teknikker omfatter spejldrejning, som opnår overfladeruhedsværdier på Ra 0,04-0,01 μm, og dekorativ drejning, som skaber ornamentale mønstre. De vigtigste fordele ved processen omfatter høj positionsnøjagtighed, en stabil skærehandling, egnethed til efterbehandling af ikke-{11}}jernholdige metaller og enkel værktøjsgeometri.
Drejebænkens udvikling begyndte med gammelt-menneskedrevet udstyr. I 1797 lagde den britiske ingeniør Henry Maudslay grundlaget for den moderne drejebænk ved at opfinde den bly-skrue-drevne værktøjsvogn, mens den amerikanske opfinder Stephen Fitch i 1845 udviklede tårndrejebænken, hvilket forbedrede automatiseringsmulighederne. Elektriske motordrev blev udbredt i begyndelsen af det 20. århundrede, efterfulgt af fremkomsten af program-styret teknologi i 1950'erne og den hurtige udvikling af CNC-drejebænke (Computer Numerical Control) i 1970'erne, som alle har drevet kontinuerlige forbedringer i bearbejdningspræcision og effektivitet.
