Drejning er en bearbejdningsproces udført på en drejebænk; dets grundlæggende princip involverer, at emnet roterer for at give den primære skærebevægelse, mens drejeværktøjet udfører fremføringsbevægelsen. Drejning udføres typisk på en drejebænk til at bearbejde funktioner såsom indvendige og udvendige cylindriske overflader, endeflader, koniske overflader, konturflader og gevind. Drejebænke bruges primært til at bearbejde aksler, skiver, ærmer og andre emner med rotationssymmetri; de kan også rumme værktøjer som bor, forsænkninger, oprømmere, haner, matricer og rifleværktøj til forskellige bearbejdningsoperationer.
Ved drejning af indvendige eller udvendige cylindriske overflader bevæger drejeværktøjet sig parallelt med emnets rotationsakse. Når du vender mod (bearbejdning af endefladen) eller afskærer (afskærer) arbejdsemnet, bevæger værktøjet sig vandret, vinkelret på rotationsaksen. Koniske overflader kan frembringes, hvis værktøjets bevægelsesbane danner en skrå vinkel med rotationsaksen. Konturerede omdrejningsflader kan bearbejdes ved hjælp af enten formværktøjsmetoden eller værktøjs-spidsbanemetoden. Under drejning drives emnet af maskinspindelen til at rotere (primær bevægelse), mens værktøjet, fastspændt i værktøjsstolpen, udfører fremføringsbevægelsen. Skærehastighed ($v$) er den lineære hastighed (m/min) ved kontaktpunktet mellem værktøjet og den roterende emneoverflade, der bearbejdes. Skæredybden er den vinkelrette afstand (mm) mellem den ubearbejdede overflade og den bearbejdede overflade under hver skæregang; Men for afskæring-og formdrejning henviser det til kontaktlængden (mm) mellem værktøjet og emnet, målt vinkelret på fremføringsretningen. Tilspændingshastighed repræsenterer værktøjets forskydning langs tilspændingsretningen pr. omdrejning af emnet (mm/omdrejninger), selvom det også kan udtrykkes som værktøjets tilspænding pr. minut (mm/min). Ved drejning af almindeligt stål med{10}}højhastighedsstålværktøj er skærehastigheden generelt 25-60 m/min, hvorimod hårdmetalværktøjer kan opnå 80-200 m/min. belagt hårdmetalværktøj kan nå hastigheder på over 300 m/min.
Drejeoperationer er generelt kategoriseret i grovdrejning og færdigdrejning (hvilket omfatter halv{0}}finishdrejning). Grovdrejning har til formål at maksimere effektiviteten ved at anvende store skæredybder og høje tilspændingshastigheder uden at reducere skærehastigheden; den resulterende bearbejdningsnøjagtighed er dog begrænset til IT11, med en overfladeruhed på Ra 20–10 μm. Halv-finish og finishdrejning udnytter høje hastigheder kombineret med mindre tilspændingshastigheder og skæredybder, hvilket opnår nøjagtighedsniveauer på IT10–7 og overfladeruhed på Ra 10–0,16 μm. Når høj-præcisionsdrejebænke bruges med fint slebet diamantværktøj til at afslutte-drejning af ikke-jernholdige metaldele ved høje hastigheder, kan nøjagtigheden nå IT7–5 og overfladeruhed Ra 0,04–0,01 μm; denne proces er kendt som "spejldrejning". Hvis diamantværktøjets skærekant er slebet til at have en konkav eller konveks profil (0,1-0,2 μm), vil den drejede overflade udvise ekstremt fine, velordnede striber, der producerer en brokade-lignende glans på grund af let diffraktion, hvilket skaber en dekorativ finish; denne teknik kaldes "regnbuedrejning".
Hvis skæreværktøjet under drejning roterer i samme retning som emnet ved et bestemt hastighedsforhold (typisk flere gange emnehastigheden), ændres den relative bevægelsesbane mellem værktøjet og emnet, hvilket muliggør bearbejdning af komponenter med polygonale tværsnit (såsom trekanter, firkanter, rhombi eller sekskanter). Ved at overlejre en periodisk radial frem- og tilbagegående bevægelse på værktøjsstolpen for hver omdrejning af emnet-og samtidig påføre en langsgående fremføring-er det muligt at bearbejde knast eller andre ikke-cirkulære-tværsnit. På en aflastningsdrejebænk bruges et lignende princip til at bearbejde aflastningsoverfladerne (flankerne) af multi-fræsere (såsom formfræsere eller tandhjulsplader), en proces kendt som "aflastning" (eller "tilbagetrækning").
Drejebænkens udvikling
