Allerede i det gamle Ægyptens æra blev der opfundet en teknik til at dreje træ med et skæreværktøj, mens emnet roterede om sin midterakse. Til at begynde med tjente to opretstående stolper som støtte for træet; elasticiteten af en trægren blev brugt til at vikle et reb rundt om emnet, som derefter blev roteret ved at trække i rebet-enten med hånden eller foden-mens operatøren holdt skæreværktøjet for at udføre skæringen. Denne ældgamle metode udviklede sig gradvist til "buedrejebænken": et reb blev viklet to eller tre gange rundt om en remskive og fastgjort til en fleksibel, bueformet-stang; skubbe og trække stævnen frem og tilbage fik arbejdsemnet til at rotere for at dreje. I middelalderen var "trædedrejebænken" blevet designet; den brugte en fodpedal til at rotere en krumtapaksel og drive et svinghjul, som igen overførte bevægelse til hovedspindelen for at dreje emnet.
Gamle drejebænke var afhængige af manuel træk eller fod-pedal for at rotere emnet via et reb, mens operatøren holdt skæreværktøjet for at udføre bearbejdningen.
I 1797 skabte den britiske mekaniske opfinder Henry Maudslay en moderne drejebænk med en blyskrue til at drive værktøjsvognen. Født i 1771 var Maudslay en dygtig assistent for opfinderen Joseph Bramah i en alder af 18. Samme år, som han forlod Bramahs ansættelse, byggede han sin første skrue-skæredrejebænk-en helt-metalmaskine med en værktøjsvogn og en bagaksel, der kunne bevæge sig langs to parallelle skinner. Tre år senere byggede Maudslay på sit eget værksted en mere raffineret drejebænk udstyret med udskiftelige tandhjul, hvilket muliggjorde justeringer af tilspændingshastigheden og stigningen på de gevind, der skæres. I 1800 tog han i brug skiftegear for yderligere at muliggøre justering af tilspændingshastigheder og gevindstigninger. I 1817 introducerede en anden brite, Richard Roberts, en fire-trins remskive og-baggearmekanisme for at variere spindelhastigheden.
For at øge niveauet af mekanisering og automatisering opfandt den amerikanske opfinder Stephen Fitch tårndrejebænken i 1845.
I 1848 dukkede spildrejebænken også op i USA. I 1873 byggede den amerikanske opfinder Spencer en enkelt-automatisk drejebænk, kort derefter efterfulgt af en model med tre-spindler.
I begyndelsen af det 20. århundrede opstod der drejebænke drevet af individuelle motorer og udstyret med gear-baserede hastigheds-skifte gearkasser.
Efter 1. Verdenskrig drev kravene fra ammunitions-, bilindustrien og andre maskinindustrier den hurtige udvikling af forskellige højeffektive automatiske drejebænke og specialiserede drejebænke. For at øge produktiviteten for små-batchproduktioner, vandt drejebænke med hydrauliske kopieringsudstyr udbredt anvendelse i slutningen af 1940'erne, en periode, hvor der også blev udviklet multi-værktøjsdrejebænke. Midten af-1950'erne markerede udviklingen af programkontrollerede drejebænke med hulkort, plugboards og drejekontakter. Numerisk styring (NC) teknologi blev først anvendt på drejebænke i 1960'erne og gennemgik en hurtig udvikling fra 1970'erne og fremefter.
Fra 1970'erne og fremefter begyndte høj-præcisionsværktøjsmaskiner-eksempleret ved CNC-drejebænke- at blive mere fremtrædende.
